Frivilligt arbejde med døden giver indsigt i livet

Kasper Vöge Jensen er 26 år. Han har arbejdet i vågetjenesten i 6 måneder og har været ude som våger ca. 30 gange

Vågetjenesten hos Røde Kors vakte Kaspers nysgerrighed for at komme tættere på døden og finde perspektiv i livet

Af: M. Alexander Irdahi

Arbejde med døden sætter livet i perspektiv
En oplevelse som frivillig satte livet i perspektiv for Kasper Vöge Jensen. En aften, inden han skulle ud som våger, tog han på date. De havde set hinanden i lidt tid, og Kasper havde håbet, at de skulle være kærester. Sådan gik det dog langtfra.

“Jeg mødte trist op på arbejde, men da jeg tog den døende i hånden, virkede min sorg og bekymring pludselig ligegyldig. Det satte mit liv i perspektiv. Jeg begyndte at se, hvad der virkelig betyder noget. Vi kan ikke leve et liv i sorg og fortrydelse, for jeg har jo stadig mennesker omkring mig, som jeg elsker,” siger Kasper Vöge Jensen.

At være helt tæt på døden får Kasper til at tænke mere over sit eget liv. Derfor har han under tiden som frivillig i vågetjenesten prioriteret sin familie og tætte venner endnu højere. Overfladiske venskaber er sorteret fra. Mislykkede forhold er ikke verdens undergang.

Vi skal ikke dø alene
For Kasper er det vigtig at sidde helt tæt på det døende menneske og tale i et roligt toneleje. De sidste åndedrag skal ikke tages alene, men være i tosomhed og trygge rammer.

“Det er et stort privilegium at være den sidste til at sige farvel. I Sidste ende tror jeg, at det døende menneske er glad for ikke at tage her fra alene,” siger han og fortsætter:

“Jeg synes, det er et fantastisk tilbud. Jeg har ingen betænkeligheder ved selv at have en vågekone, når jeg skal dø. Bare jeg ikke dør alene,” konkluderer Kasper Vöge Jensen.

Det giver indre ro at være hos den døende
Arbejdet som våger udspringer af Kasper Vöge Jensens nysgerrighed for døden samt for at gøre en forskel og hjælpe.

“Stemningen kan være meget intens og intim. Det bliver faktisk helt meditativt, når jeg sidder med et andet menneske, som skal dø. Det er sjældent, at vi i dag prioriterer stilheden i vores tilstedeværelse. Men her er mobilen slukket og nærværet tændt,” fortæller Kasper Vöge Jensen.

“Det giver en form for indre ro og velvære at hjælpe andre mennesker. Det er ret fedt,” siger han og smiler.

Vågetjenesten giver dig egenskaber til resten af livet
Kasper er 26 år gammel og har arbejdet i vågetjenesten i 6 måneder. Til dagligt studerer han film- og medievidenskab. Han mener, at frivilligt arbejde skal være drevet af nysgerrighed og trangen til at hjælpe andre mennesker.

“De egenskaber, jeg har videreudviklet som frivillig, er robusthed, indre ro og nærvær. Det er nogle egenskaber, jeg kan tage med mig videre i livet,” konkluderer Kasper Vöge Jensen.

Læs også: Unge står i kø for at blive vågekoner

Røde Kors’ vågetjeneste
Du skal være 25 år eller derover for at komme i betragtning hos vågetjenesten hos Røde Kors.

Læs mere om kravene for at blive vågekone her:

Vågetjenesten